The reviews all over Danish media are simply fantastic :
See here again : [
www.iorr.org]
Listen Danish state radio : [
www.iorr.org]
A
nd the latest from Information ( almost whole article - because a normal link would only give you a littel bit - sorry only in Danish ) :
En Rolling Stones koncert er ikke bare en koncert. Det fornemmede man straks, de gik på scenen. De er et fænomen, der samler publikum i måbende ærefrygt. Scenen - det store metalmonster, der havde stået og tronet faretruende i bunden af den enorme plads - var pludselig let som en fjer.
De mindst 20 meter høje sidetårne fungerede som en ekstra storskærm, der for hvert nummer fik nyt tema. Ild og rød-sorte nuancer under 'Sympathy For The Devil' og farverne fra det officielle tourlogo under numre fra den seneste plade A Bigger Bang. Mick Jagger sprang rundt som om han var 20 år, og publikum følte sig på alder med ham.
Provensielt
De var kommet kørende i busser fra hele Danmark. De fleste ankom tidligt på dagen. For at undgå kaos og for at opnå stemning. For der var byfest i Horsens. Partytelte i hele gågaden. Spontan koncert med børn fra den lokale musikskole. Grillos, koncerttilbud i butikkerne og bænke i hele byen.
Men hvad er der egentlig galt i det? Det er som om, koncerterne i Horsens altid får en hårdere medfart med udgangspunkt i en kritik af det provinsielle. Det er noget kjøvenhavneri, som de ville sige i jylland. Det ér i provinsen, selvfølgelig er det provinsielt.
Men hvis man ikke kan blive i godt humør af at lunte rundt i de smalle gader hele eftermiddagen blandt lutter glade mennesker, så er der noget galt. Byen summer af forventningsglæde. En umiddelbar begejstring.
Og inde på pladsen blev den belønnet. Lige meget om man er rutineret koncertgænger, novice eller bare ude af træning, så vil koncerten i Horsens stå som ætset ind i hukommelsen. Charlie Watts, Ronnie Wood og ikke mindst Keith Richards og Mick Jagger var veloplagte, livlige og udadvendte og leverede en koncert, der ikke bar præg af et års tourslid.
Surrealistisk
Mick Jagger imponerede det taknemmelige publikum med flere sætninger på dansk, og Keith Richards gav den som forsanger på et par numre. I hans befippede armbevægelser så man skuespilleren Johnny Depp, der har brugt rocklegenden som inspiration til rollen som den forvirrede sørøver Captain Jack Sparrow i filmene Pirates of the Caribean.
I det hele taget var det en mærkelig surrealistisk oplevelse at se Rolling Stones live. Som at mødes med en penneven, man har skrevet med i mange år, men aldrig set.
Det var en personlig begivenhed for samtlige 85.000 mennesker i Horsens. Lyden var fin, udsynet var godt. Eller, det var som man kan forvente, når der er 85.000 mennesker til en koncert. En kæmpe storskærm ovenover scenen gjorde, at det ikke betød noget, at bandet var tændstikmænd i det fjerne. Med deres liveshow nåede de også de bagerste blandt publikum. Næsten bogstaveligt talt. På et tidspunkt bevægede en del af scenen, med de fire gamle drenge på, sig ud over publikum, mens en gigantisk oppusteligt version af den karakteristiske flab bredte sig ud over bagvæggen.
Gode gamle numre som 'Brown Sugar', 'Start Me Up' og 'Paint it Black' var højdepunkter men også 'Rough Justice' og andre indslag fra den nye plade cementerede Rolling Stones' status som verdens største rockband. En plade, der er vendt tilbage til de gamle rockdyder. Det kunne være den passende afslutning på et bagkatalog, der sikkert aldrig bliver gjort efter.
Taknemmelighed
Koncerten i Horsens var hævet over al kritik ikke mindst på grund af Mick Jaggers evne til at møde publikum og publikums vilje til at tage i mod ham. Det andet sidste nummer affødte en nærmest melankolsk stemning. Fællessang med 'You Can't Always Get What You Want'. Og derefter det nummer, der for længst er blevet til mere end en sang. 'Satisfaction'.
Det var slut. Det måtte selvfølgelig komme, selv om man stadig stod og håbede på, at de kom ind igen og spillede netop det nummer, man havde ventet på. Men det gjorde de ikke. Men det var ok.
Den eneste følelse, man havde i kroppen, da man stod i menneskemængden og tog minimale skridt mod udgangen, var taknemmelighed. Taknemmelighed over at være blevet lukket ind i tidslommen i Horsens. Og på en måde virkede det rigtigt, at man skulle sidde i kø, og der gik timer, før man nåede hjem. Skulle man bare hoppe i s-toget, ville det have været for nemt. En Rolling Stones-koncert skal ikke være som alt andet. For det er det ikke.
anbr@information.dkRolling Stones
Horsens